Sidste nyt
Som I vil kunne se, når I møder mig, så har frisuren ændret sig, så er her et up-to-date billede.
Tænk en ekstra tanke inden du melder dig ud af Folkekirken!
Det siger jeg fordi, at jeg oplever, at pårørende står fortabt tilbage, når det går op for dem, hvad det betyder, når der er dødsfald i familien. Det er trygt at have et ritual, en tradition at læne sig op af, når man har mistet.
Kirken er jo også til for at støtte op med samtaler i sorgens stund, og det kan betyde en verden til forskel, når man ikke er typen, som for hvem, det ville være naturligt at opsøge en psykolog eller terapeut.
Når vi også er medlem af en folkekirke, er vi også med til at bevare vore smukke kirker og kulturen, som udgår fra kirken. Jeg plejer i sjov at sige, at det eneste tidspunkt, hvor kirken står tom, er søndag mellem kl 10 og 11. Ellers sker der så meget i kirken, der er babysalmesang, minikonfirmander, konfirmandundervisning, foredrag, gospelsang, sangkor, orgelkoncerterne og mere til foruden dåb, konfirmation, bryllupper, begravelser, guldkonfirmationer, guldbryllupper og derudover påske, pinse og Aller Helgen og jul, hvor skoleelever og børneinstitutioner kommer til julegudstjeneste.
Så vi får rigtig meget for vores medlemskab af folkekirken - det er bare op til os, at gøre brug af det og søge indflydelse via menighedsrådet.
Her i Aabenraa sogn har vi 7 præster, hvoraf den ene er mindretallets tyske præst. Vi har valgmuligheder, der er både kvindelige og mandlige præster, unge som ældre, så jeg mener, at folkekirken her i Aabenraa favner bredt, også denne enkelte minoritet. Det synes jeg egentlig er ganske godt.
Jeg tror egentlig ikke, at vi folkekirkemedlemmer, dagligt tænker på folkekirken som en stor skat, vi har. En Folkekirke, som står klar til at udvikle os som mennesker. Det kunne folkekirken blive bedre til at formidle.
Det er så vigtigt, når vi nu bliver udfordret på alle de andre trosretninger, vi møder i vort samfund nu om dage, at vide hvad vi har og står for. Derved kunne denne angst for fremmede nationer/mennesker i vort land formindskes, da vi så ville være stærke i troen på os selv og derfor ikke føle, at vi bliver taget på sengen og frataget vores land og kultur - for ingen kan tage noget fra os, som vi er.
Jeg synes også, at det vil være helt fint, at vi tager en debat om vores næstekærlighed, som kristendommen prædiker, og jo også er.
Kirken må gerne mærke, at vi vil noget med den og interesserer os for de vilkår, vi bliver underlagt. Jeg håber med mit skriv, at have givet indsigt i mangfoldigheden og vigtigheden af en stærk og god Folkekirke med oplyste folkekirkemedlemmer, som så kan tage deres valg med større indsigt.
Vi er mangfoldige ligesom blomsterhaven herunder og smukkere kan det vel ikke blive 
--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
Man har skullet forholde sig til en ny tid og finde vejen frem - bygge en bro til fremtiden, hvor kærligheden til den, som man har mistet, skal være en del af ens fremtidige liv omend på en anden måde end tidligere - for den elskelige person, som man har mistet, er til tid og evighed stadig en del af ens liv og ej længere væk end en tanke 
Prøv at tænke den tanke, at ingen er uundværlige, men helt klart uerstattelige for hver især er vi jo en original og ikke bare en kopi. Ingen vil kunne udfylde vores plads på helt samme måde, som vi selv ville kunne.Det betyder ikke, at vi IKKE skal møde nye mennesker på vores vej og heller ikke, at vi ikke må finde støtte og ny kærlighed hos nye venner. - Det vi skal gøre os klart er, at vi bærer dem med os videre i livet, som vi har mistet, uanset om vi møder nye venner. Vi er blevet præget, af dem vi har mistet.
Det er en god ting, at vi er blevet rigere på erfaring og mere bevidst om, at livet kan være skrøbeligt, og derfor skal vi leve hver dag og passe på hinanden. Det kan være svært at komme videre i livet - hvad forventer omverdenen af os?hvad kan vi tillade os?
hvad sker der, når vi sprænger rammerne?
og er det noget, der får os til at holde os tilbage i livet, og er det det, vi skal.
I 1999 mistede jeg min mand pludseligt. Han faldt om med en blodprop i bagvæggen af hjertet. Intet varsel og ingen smerte i forvejen, som man kunne forvente, kun en smule følelsesløshed i højre arm, som både min mand og jeg ikke tog notits af.
Vores søn var 17 år og en god måned efter blev han 18 år. Min mand og min søn havde talt om, at der skulle være fest, når han blev 18 år, og han skulle på diskotek, for nu kunne han ikke afvises i døren mere på grund af alder.
Hvad gør man nu, min mand og min søns far var død, og 18-års fødselsdagen står for døren. Hvad kan man tillade sig? Jeg tænkte en hel del over det i tiden efter min mands død og indtil beslutningen om fødselsdagen blev taget.
Som jeg sagde til min søn: Du og din far havde ønsket, at du fik alletiders dag. Jeg tænker, at hvis vi vender det hele lidt på hovedet, og forestiller os, at det er mig, din mor, der er død, og jeg ville sidde oppe på en lille sky og kigge ned, så ville jeg selvfølgelig gerne have, at min søn var ked af det, for jeg ville ønske, at jeg havde betydet noget for ham, men hvis jeg opdagede, at min søn forblev i denne tilstand og sad, og ikke kunne komme videre i sit liv, ville jeg blive meget ked af det, fordi jeg så ikke havde givet ham de redskaber, der skulle til, for at han kunne leve videre og få noget ud af sit liv.
Jeg havde på det her tidspunkt kendt din far i 24 år, og 24 år går man ikke igennem sammen, uden at vide hvad den anden tænker og føler langt hen ad vejen. Derfor ved jeg også, at din fars måde at tænke på, ligger ret tæt på min måde. Derfor kan jeg med ro i sindet sige til dig, at selvfølgelig skal du have din 18-års fest og selvfølgelig skal du på diskotek - det ville din far have ønsket.
Med den erfaring jeg har i livet, ved jeg, at sorgen melder sig, når den har behov for det, men glæden skal man kæmpe og arbejde for.
Jeg ved også, at der ikke kommer gode venner hver aften og holder een ved selskab i året efter, at man er blevet alene. Det er op til een selv, om man er i stand til at nå op i lyset, og hvordan vejen skal være.
Tænk på, at med glæde kan du være med til at gøre livet lyst og dejligt for dine børn eller dine forældre, den af dem, der er tilbage nu.
For at du kan skabe glæde for andre, skal du selv have set lyset igen, og hvem skal hindre dig i det, andre end dig selv. Du har ansvaret for dit liv og for relationen til dine børn.
Nyd livet, gør hvad du har lyst til i dit tempo og ikke i omverdenens tempo - det er dig, der skal videre og jeg er sikker på, at du er ansvarlig også i denne situation, som du har været det utallige gange igennem dit liv.
Det er ikke let, enkelt og simpelt at komme videre, når man har mistet. Forskellige er vi også, så det er sjældent helt ens, hvordan vi reagerer. Vi kommer dog langt ved at respektere hinandens forskellige måder, at komme videre på, - normer kan man stille op for sig selv - men ikke for andre, uden at de har bedt om det,
Jeg vil nu ønske alle jer, der har læst dette skriv et Godt Nytår når den tid kommer og håbe for dem, som har haft sygdom og død tæt inde på livet, at lyset dukker op i det nye år.
Gør dig selv en tjeneste at hele op, før du træffer nye store beslutninger i dit liv.
Det er som med et brækket ben, kom ikke for tidligt i gang, så brækker det måske igen, men heller ikke for sent, for da kan det være blevet stift og ikke til at bøje igen.
Smilet er den korteste afstand mellem mennesker 