Samtale med den døende .....
Samtale med den døende ..... ja det kan i nogen tilfælde være et godt valg at få talt med sin bedemand i denne situation.
Jeg har god erfaring med et sådant forløb - her er min terapeutiske uddannelse medvirkende til at samtalen får et godt forløb. De situationer, hvor jeg er blevet bedt om at komme ud, har specielt været, når det drejer sig om en kvinde og mor, der endnu har børn i en alder, for hvem hun gerne vil lette overgangen for, når hun dør.
Kvinden vil måske gerne finde tryghed ved at kende bedemanden, vide hvilken person hendes børn kommer til at læne sig op ad, når tiden er inde og vide, hvad der sker med hende, når hun dør. Samtidig deler hun måske denne viden med sine børn - det kan blive et rigtigt godt møde mellem mor, børn og med mig som tredjepart - da jeg i denne situation bliver den åbning/mulighed for at familien kan tale sammen om tingene på en naturlig og ligetil måde, hvor også følelserne kan blive bearbejdet og håndteret professionelt sideløbende i samtalen.
Er der ønske om en sådan samtale, står jeg til rådighed, og du/I kan trygt henvende jer, jeg gør det uden beregning og kommer gerne ud både privat, på sygehuset eller evt. på hospice.