Livet er skrøbeligt. Har du mistet, kan savnet ligge som et stort hul i maven og forsvinder ikke bare sådan med tiden. For savnet og længselen er jo netop udtryk for den kærlighed, som du følte og til stadighed føler for den du har mistet. Du vil også finde ud af, at den kære du har mistet, nok ikke er uundværlig, men dog helt uerstattelig.

Et menneske tynget af sorg befinder sig ofte i et ingenmandsland, hvor kommunikation med andre mennesker bli­ver vanskelig. Dybest set kan ingen gøre noget for at lette smerten. Det, der gør godt og det der kan gives, er venskab og et lyttende hjerte. Møder den sørgende et menneske, der viser dette, så er der mulighed for, at såret kan heles. Det er en oase midt i en ørken, simpelthen en forløsning at være i nærheden af et menneske, der lytter og bare er til stede, som udholder smerten sammen med den sørgende, og som bærer over med dennes – til tider – mærkelige adfærd og reaktioner.

Børn er endnu oftere end voksne alene i deres sorg. Det er nemlig svært at få talt ud om sorgen, også fordi vi voksne tit er usikre på, om vi ikke ripper op i gamle sår. Og kammeraterne føler sig også usikre, fordi de ikke selv har oplevet sådant et tab. Men alligevel er det vigtigt at få talt om tabet, hvis et barn mister en forælder eller én af sine søskende.

Jeg får ofte spørgsmålet: Skal børnene være med ved udsyngningen og ved selve højtideligheden? Til det kan jeg kun sige, at i mit virke som bedemand har jeg endnu kun oplevet det som positivt, når børn deltog hele vejen igennem.

Børn har den evne, at de er gode til at acceptere tingenes tilstand, blot de får svar på deres spørgsmål. De ser TV og spiller computerspil, som gør at deres forestillingsevne er højt udviklet.

Et dødsfald vil oftest være meget mere fredeligt og roligt end et barn eller ung vil kunne forestille sig. Derfor er det anbefalelses­værdigt at lade børn og unge deltage i hele processen – inden dødsfaldet, når dødsfaldet indtræder og efterfølgende.

Små børn vil også få det bedre ved at deltage. De vil så kunne forstå hvorfor mor og far er kede af det, for det kan ikke skjules for et barn. Prøver man på det, bliver barnet utryg.

Sorgbearbejdelse

I bogen "Døden må vi leve med" af Ernst Jensen og Karen Akhøj står:

Sorgens ansigt kan være tillukket og utilnærmeligt. Døden såvel som sorgen er belagt med tabu, vi taler ikke om den. Nogle mennesker er opdraget til, og har videre gennem livet tillært sig den holdning, at man selv skal klare sine problemer, hvis der opstår nogen. En sådan holdning kan i nogle tilfælde medføre, at sorgen forbliver ubearbejdet. Den bliver måske "indkapslet", og virkningen kan være, at livet for vedkommende på en måde går i stå.

I bogen "Den nødvendige smerte" beskriver Marianne David Nielsen og Nini Leick et sorgforløb i fire faser for den sørgende:

1. Chokfasen: Tabet skal erkendes. Den intellektuelle erkendelse. Personen er i choktilstand og kæmper med at erkende tabet. Denne fase er afsluttet, når den sørgende helt gør sig klart, hvad det er, der er sket, at f.eks. ægtefællen virkelig er død.
2. Reaktionsfasen: Sorgens forskellige følelser skal forløses. Anden fase er den dybere erkendelse af, at tabet er uigenkaldeligt. Mange mennesker har svært ved at tale om følelser, og ikke mindst om følelser i forbindelse med død. Hvis den sørgende ved egen eller nærståendes hjælp kan overvinde modstanden mod at tale om følelserne og mod at vise dem, så kan dette være en hjælp til at komme videre i denne erkendelse.
3. Bearbejdningsfasen: Nye færdigheder udvikles. Personen må se sig i stand til at kunne leve med tabet. Lære at bruge sit netværk, sin omgangskreds. Lære at handle på nye måder.
4. Nyorienteringsfasen: Den følelsesmæssige energi skal reinvesteres. Personen må finde nye venskaber, en ny omgangskreds. Tage nye udfordringer op og ophøre med at bruge følelsesmæssig energi på et forhold, der ikke længere eksisterer. "Livet skal gå videre", og energien altså reinvesteres i nye forhold og nye opgaver.

Men det kan altså forekomme, at nogle mennesker modsætter sig at gennemgå et sådant forløb. Så kan sorgens ansigt lukke sig som en muslingeskal og indkapsle sig som en måske livsvarig smerte.

Jeg tilbyder sorgbearbejdelse enten i selvhjælpsgrupper eller på tomandshånd.

Ofte vil der i den første tid efter begravelsen være så meget nyt at tage stilling til, at sorgbearbejdelsen står på "stand by". Når så ugerne og månederne går og roen falder over én, da bliver der plads til sorgen. Her vil der såvel som tidligere i forløbet være mulighed for at kontakte mig for sorgbearbejdelse. Jeg vil arbejde for at danne selvhjælpsgrupper og har du ønske om sorgbearbejdning på tomandshånd, står jeg klar.